Generalforsamlinger Generalforsamlingen er med de indskrænkninger, som nærværende vedtægter foreskriver, den højeste myndighed i alle foreningens anliggender. Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år i januar/februar måned. Den ordinære generalforsamling skal mindst have følgende dagsorden: 1. Valg af dirigent.
2. Bestyrelsens beretning til godkendelse.
3. Fremlæggelse af foreningers årsregnskab for godkendelse.
4. Fremlæggelse af foreningens budget for det kommende år til orientering.
5. Indkomne forslag.
6. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
7. Valg af 2 bestyrelsessuppleanter.
8. Valg af 2 revisorer.
9. Valg af en revisorsuppleant.
10. Eventuelt. Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af forsamlingen. Dirigenten må ikke være medlem af bestyrelsen. Adgang til generalforsamlinger har de i § 4 nævnte medlemmer, forældre/værge til ikke myndige unge samt hvem bestyrelsen måtte have inviteret. Stemmeret har de i § 4 nævnte medlemmer. Hvert medlem har en stemme. Generalforsamlingen træffer sine beslutninger ved simpel stemmeflertal, med mindre andet er bestemt i nærværende vedtægter. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Det er en betingelse for udøvelse af stemmeretten, at det pågældende medlem eller det medlem, der stemmes på vegne af, er godstående for så vidt angår betaling af kontingent. Unge under 18 år har stemmeret på generalforsamlinger, men kan ikke være medlem af bestyrelsen. Forældre/værge til unge under 18 år kan stemme på generalforsamlinger og være medlem af bestyrelsen. Bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år af gangen. Bestyrelsessuppleanter vælges for 1 år af gangen. Revisorer og revisorsuppleant vælges for 1 år af gangen. Vælges til bestyrelse, revisor m.m. kan kun medlemmer, der er til stede på generalforsamlinger, eller som har afgivet skriftligt tilsagn om, at han er villig til at modtage valg. Alle afstemninger og valg på generalforsamlinger skal, såfremt en stemmeberettiget deltager måtte ønske det, ske skriftligt. Formanden og kasserer vælges ved selvstændig opstilling direkte af generalforsamlingen. Kandidater til øvrige ledige bestyrelsesposter m.m. opstilles sideordnet på generalforsamlingen og vælges efter højeste stemmetal. Ved stemmelighed foretages omvalg. Formand og 2 bestyrelsesmedlemmer vælges på ulige år. Kasserer og 3 bestyrelsesmedlemmer vælges på lige år. Ordinær generalforsamling indkaldes med mindst en uges varsel i dagspressen. Indkomne forslag skal være skriftlige og være kommet frem til formanden senest 3 dage før generalforsamlingens afholdelse. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, hvis bestyrelsen beslutter det, eller mindst 25 stemmeberettigede medlemmer afgiver skriftlig begæring herom til formanden, med angivelse af de punkter, der ønskes behandlet. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling sker på samme måde, som for ordinær generalforsamling. Ekstraordinær generalforsamling afholdes senest en måned efter, at begæring herom er kommet frem til formanden. For fremsendelse af forslag til en ekstraordinær generalforsamling gælder samme tidsfrister som ved ordinære generalforsamlinger. Alle generalforsamlinger afholdes i Esbjerg Kommune.
|